Spanglish og lidt refleksioner.

Det var stadig tusmørke, da jeg listede ud af det kæmpestore herberg, der tidligere var et præstekollegie. Det forklarer den skrabede, næsten fængselsagtige indretning af værelserne. Måske var det også derfor der kun var koldt vand i bruseren? sådan en ung katolsk præsteaspirant i sin bedste alder, kan vel med fordel foretage en kold afvaskning i ny og næ?
De fleste spaniere taler intet eller begrænset engelsk. Stewardessen på det Iberiafly, jeg skulle hjem med fra Madrid mestrede varianten: Spanglish=engelsk med stærk spansk accent. Stort set uforståeligt men absolut underholdende. Jeg håber ikke jeg gik glip af vigtigte oplysninger?
Nu sidder jeg i toget på vej mod Randers. Jeg opdager netop nu at rapsmarkerne er sprunget ud mens jeg var væk! I Portugal og Spanien var det kæmpestore gyvelbuske der lyste gult. Jeg tror bedre jeg kan lide den klare gule nuance fra raps.
Jeg er ikke færdig med at bearbejde indtryk og tanker endnu. Det har været en helt fantastisk oplevelse. På en måde føles det som om jeg lige er rejst afsted for få dage siden. Samtidig har jeg modtaget så uendeligt mange bittesmå indtryk undervejs at det er mærkeligt at tænke på, at det kun var sølle otte dage, jeg vandrede. Berettiger det mig overhovedet til at kunne kalde mig Caminopilgrim? Små 190 kilometer er det noget i forhold til dem der tager den store tur på 800 eller mere?
Til gengæld føler jeg mig helt sikker på, at jeg tager afsted en anden gang. Og hvis jeg skal give et enkelt godt råd, bliver der hverken om ørepropper, støvler eller rutevalg. Mit bedste råd må være, at hvis du går med overvejelser eller en gammel drøm om Caminoen, så spring ud i det! Der er så mange muligheder alt efter tid, økonomi, lyst og kræfter. Når jeg har fortalt om denne tur har mange tilkendegivet, at de selv kunne tænke sig en Caminovandring.
Jeg håber denne beretning har været til inspiration for nogen og underholdning for andre. Tak til alle Jer der har læst med om vabler, snorken, hunde, høns og småfilosofiske strøtanker!

I mål!

Selvom jeg ikke har været på rejse i 5 uger eller 5 måneder, så har jeg tænkt mange tanker om, hvordan det ville blive at komme frem til målet for denne vandring: katedralen i Santiago de Compostela hvor de jordiske rester af apostlen Jacob efter sigende skulle befinde sig.
Hertil har pilgrimme rejst til igennem mange hundrede år for at få syndsforladelse. Selvom jeg ikke tænker sådan om mit rejsemål, så gør det nu alligevel indtryk at vide, at jeg vandrer den samme rute.
Jeg er jo ikke katolik, men plejer at betegne mig selv som "kulturkristen skabsbuddhist" og jeg kunne ikke undgå at blive grebet af den højtidelige stemning, der var i katedralen....da jeg først fandt den rigtige indgang!
Som med alle andre "must see" rejsemål er her selvfølgelig masser af turister, gadesælgere, tiggere krims-krams butikker og dyre caféer.
Efter det første besøg i katedralen fandt jeg ved et tilfælde turistkontoret, hvor man ved fremvisning af sit pilgrimspas får et dokument på gennemført pilgrimsfærd. Fornavnet gengives på latin på dokumentet.
Andre (jeg kan ikke finde apostroffen!) havde anbefalet et bestemt herberg som jeg tjekkede ind på. Jeg lod mig friste af muligheden for enkeltværelse for kun 5€ ekstra!
I må bære over med, at indholdet af dagens blog (som faktisk er gårsdagens) ikke er super fantastisk og fantasifuldt! Til gengæld er det sandt! To be continued!

Just singing in the rain!

YES! Jeg er nu uofficiel europamester i sovesals-sovning! Jeg sov som en sten det meste af natten. Nu hvor Hr. Snorkesen er væk, var det næsten hyggeligt med de små grynt de øvrige pilgrimme på sovesalen kunne frembyde! Jeg plejer at vågne mange gange hver nat og kigge på uret. I nat var klokken 4.15 da jeg kiggede første gang!

Vi skulle forlade herberget inden klokken 8.00 så jeg begyndte at gå gennem en søndagslukket morgenby på tom mave. Heldigvis dukkede en der en åben café op.

Måske undrer I jer over, at jeg skriver så meget om søvn og mad og ikke om store, spirituelle tanker? Jeg kan i hvert fald ikke tænke noget som helst, hvis jeg ikke er udhvilet eller sulten. De daglige små udfordringer her handler om: mad, hvile, at gå, og at finde vej. Jeg tænker også meget, mens jeg går. Faktisk synes jeg det er rart at skulle beskæftige sig med at få dækket de mest basale behov. Så kommer jeg til at værdsætte de ting mere, når jeg er hjemme, fremfor at tage det som en selvfølge. Er det stort nok? 

Dagens tur foregik i stille og rolige omgivelser: lidt skov og en del mindre veje.....og regn. Mens I tilsyneladende har haft højsommer hjemme i Danmark, har jeg svært ved at holde varmen. Og sig det ikke til nogen, men jeg har brudt Regel No 1: sokker i sandaler! Jeg håber ikke jeg møder nogen, jeg kender. Jeg vandrer i støvler (med sokker) men har sandaler med til at lufte fødderne i efter endt vandring. Og nu er det utænkelige altså sket....

To vandredage mangler jeg inden jeg rammer Santiago. Det føltes helt højtideligt, da jeg første gang fik øje på et stort vejskilt : Santiago de Compostela 40 km!

Nu vil jeg snige mig langs husmurene tilbage til herberget, så ingen ser mine sokker og så håber jeg at mine ørepropper fungerer ligeså fantastisk i nat!

Frisk mod og ditto frugt!

En nat på hotel udvirkede mirakler: jeg kunne nyde den luksus det var at sove i stilhed, stå op og tage bad for mig selv og ikke mindst: at spise rigtig morgenmad inden jeg begyndte at vandre. 

Hotelejeren kørte mig tilbage til byen, så jeg kunne fortsætte hvor jeg blev samlet op i går.

Solen skinnede og det var perfekt temperatur. I modsætning til i går gik jeg i dag næsten udelukkende i skov og langs marker. De marker jeg ser er ganske små sammenlignet med Danmark. Bønderne kører i traktorer af samme beskedne størrelse som man brugte i Danmark for 30-40 år siden, men helt moderne. Jeg ser kartoffelmarker, lidt majs og overalt vinstokke der er bundet op og masser af store køkkenhaver.

Efter et par timer nåede jeg til en by, hvor jeg til min store glæde så et mini-marked. En sjov lille butik med en lille bitte delikatesse afdeling. Her lå blandt andet en bleg kofod. Med klov og det hele! Jeg trængte til noget frisk frugt og grønt, men har ikke plads til ret meget ekstra i rygsækken.

Mit beskedne festmåltid bestående af tomat, flutes med tunpostej en nektarin og en gulerod blev indtaget på en græsplæne. Efter maden lagde jeg mig på ryggen med benene oppe på rygsækken, hatten over øjnene og sov verdens bedste middagslur indtil lidt regndråber vækkede mig.

Efter godt 20 kilometer tjekkede jeg ind på endnu et herberg i en by, som jeg lige nu ikke kan huske navnet på. I nat får jeg lov at snorke om kap med 40-50 andre pilgrimme!

Asfalt asfalt asfalt.....

Efter 32 hårde kilometer stort set på asfalt, heriblandt 8 kilometer gennem industrikvarter/forstad/by kastede jeg håndklædet i ringen og tjekkede ind på hotel.  Dagen bød dog også på smuk natur og vilde kaniner (med meget lange ører, alt hvad du hvisker og siger ka' de høre !) Har sovet som en drøm i nat og sidder lige nu og nyder min første rigtige morgenmad med udsigt over vandet! 
Jeg glæder mig til at komme ud at vandre igen, solen skinner og I ønskes alle en dejlig weekend!

I Hr. Snorkesens og romernes fodspor.

Jeg vidste godt at det kunne blive en udfordring at falde i søvn på en sovesal, for jeg har svært ved at sove med lyde omkring mig. I nat var der snorkekonkurrence og jeg fandt min mp3 afspiller frem og lyttede til noget afslappende musik i stedet for. Jeg faldt i søvn og sov godt. Da jeg stod op klokken otte havde alle andre pakket og var væk. Det var min Icebreaker undertrøje desværre også. Nogen må have taget fejl og taget den ned fra tørrestativet. Med så lidt tøj, som jeg har med er det lidt uheldigt. Nå, jeg klarer mig nok.

Det var køligt i dag og regnskyer truede. Jeg gik ad gamle romerske stenveje. Det gik op for mig, at jeg faktisk intet aner om romerriget udover fra min barndoms læsning af Asterix og Obelix hæfterne! Måske skulle jeg få opdateret min historiske paratviden når jeg kommer hjem?

Over middag begyndte det at regne rigtigt og jeg måtte kapitulere og tage regnbukser på også. Jeg vil helst gå i shorts hvis det regner, men jeg må holde tøjet tørt.

Jeg nærmede mig grænsen til Spanien. Jeg skulle igennem Valencia og nu silede regnen ned. Min hat var en våd klud! I byen blev det sværere at finde de gule pile men det lykkedes. Jeg krydsede grænsen mellem Portugal og Spanien via en stor bro. Der stod grænseskilte ved begge ender. Mon området over floden er ingenmandsland?

Andre havde gjort mig opmærksom på, at markeringen af pilgrimsruten var dårligere i Spanien og det varede heller ikke længe før jeg blev i tvivl om jeg gik det rigtige sted. Mine fødder var ømme af at gå på så meget hårdt underlag og jeg begyndte at blive lidt utålmodig for at finde herberget.

Fra flodbreden fulgte jeg nogle trapper og stejle gader op i byen If stod pludselig foran an stor kirke. En venlig mand spurgte straks om det var "albergue" jeg ledte efter. Jeg sagde ja og han viste med fagter hvor det lå. Så gjorde han flere tegn, som jeg først ikke forstod, men så gik det op for mig at han spurgte om jeg ville have et stempel i mit pilgrimspas fra kirken. Jeg fulgte efter ham ind i kirken. Mit pas var blevet fugtigt af regnen. Manden gjorde korsets tegn da han stemplede det. Jeg tror, det betød at han håbede passet ville holde.

Efter et lille hvil i kirken gik jeg hen på herberget. Ved indgangen stod Hr. Snorkesen! Han rejser også alene og er på ingen måder ubehagelig. Han snorker på så højt! I mit stille sind havde jeg håbet på, at han havde valgt et af de mange andre herberger her i nærheden.

Jeg tjekkede ind for den beskedne sum af seks Euro. Damen i receptionen gjorde mig opmærksom på at jeg skulle stille mit ur en time frem, nu hvor jeg var kommet til Spanien. Hun kiggede også bekymret på mit slatne pilgrimspas og foreslog at jeg kunne opbevare det i den lille plasticpose som engangsovertrækket til madrassen lå i. Det var en omsorgsfuld idé. Hun blev dermed "dagens søde dame" !

Længderabat og gømaskiner.

Trods min optimisme sov jeg dårligt. Naboen snorkede som et tordenvejr og mine ørepropper var ingen hjælp. Først på natten lagde jeg mig på en ubekvem sofa i dagligstuen og faldt i søvn.

Efter morgenmad på caféen ved siden af gik jeg afsted. Gårsdagens mange kilometer og den dårlige søvn sad i kroppen på mig og allerede efter tre kilometer holdt jeg min første chokoladepause ved en kirke. Efter 9 km kom jeg til en lille café hvor jeg havde besluttet jeg ville spise og hvile.

Jeg spiste en bolle med ost, skinke og tomat og rullede min sovepose ud. Det blev til et par timers søvn trods det hårde underlag. Cafédamen havde puttet min overskydende sandwichbolle i en pose så jeg kunne tage den med!

Mad og søvn udvirkede mirakler og jeg var frisk da jeg fortsatte. Vejen begyndte at stige mod de 400 meter. Lidt hårdt nogle steder, men ikke slemt. Jeg huskede mig selv på alle strabadserne i det skotske højland sidste år.

Ved et vejkors holdt jeg pause og spiste en Angry Birds chokoladebolle! Efter flere kilometer i skov gik jeg det sidste stykke mod herberget langs små gårde. Overalt var der lænkehunde. Stakkels vovser. Her er de næsten alle reduceret til gømaskiner! Jeg sagde hej og sendte en portion medfølelse afsted til dem alle sammen!

Et optimistisk skilt kundgjorde at der nu kun var 100 meter til herberget. Der var ca. 300! Jeg nåede herberget klokken fem og opdagede til min skræk at den højtsnorkende mand igen skulle sove få meter fra mig!

Efter bad og tøjvask gik jeg mod en pilgrimsrestaurant. 350 meter stod der på et skilt. En god halv kilometer længere fremme: 260 meter, hvilket betød ca. det dobbelte. Her er åbenbart en slags omvendt længderabat!

Nu er klokken 20 og jeg har spist skøn suppe og venter på lammekoteletter.